Forestillinger for voksne
Forestillinger for voksne på turné
De ord der lever indeni
Et sted uden for tid og rum, i en form for sjælelig time out, inviteres du ind i ordene i dit indre. Hvad er det for ord der lever i dig og venter på at blive hørt?
I et univers der er tyst, høres ordene pludselig med larmende tydelighed.
Med deres sitrende liv finder de vej ud i verden.
Medvirkende: Siri Haff Andersen
Varighed: 20 min.
Publikumskapacitet: 1 person
Skabt i dialog med instruktør Nullo Facchini
Værket har indgået i forestillingen Skytsengle, samt Venuslabyrinten, der bl.a. har spillet i Rusland, Skotland, Tyskland og som del af IETM forestillingsprogram i København.
Begge forestillinger er produceret af Cantabile 2, egnsteater i Vordingborg Kommune
I en ikke så fjern fremtid
Nu vil vi tage et imaginært spring frem i tiden, til en ikke så fjern fremtid.
Forestil dig at videnskaben har opnået en række muligheder. Du kan få indopereret en chip der styrker dine sociale færdigheder, eller en anden chip der lukker af til det område af hjernen, hvor du oplever depressive tilstande. Ville du benytte dig af den mulighed? Ville du takke ja til sådan en chip. Og hvad nu hvis alle andre omkring dig gjorde det?
I dette værk leger vi med forestillinger om fremtidens muligheder baseret på den nuværende forskning, og det der sandsynligvis vil være inden for rækkevidde snart.
Du får mulighed for at mærke hvor du selv befinder dig i den verden af muligheder. Og hvad det gør ved dig at se hvad din nabo vælger.
Og ikke mindst – hvad det gør ved dine tanker om dit nuværende liv, at forholde dig til at alting kan se anderledes, og nok vil gøre det om ikke så længe.
Hvad er identitet, og hvilke af livets genvordigheder ville jeg stadig tage på mig, selv hvis jeg kunne vælge dem fra?
Medvirkende: Siri Haff Andersen
Publikumskapacitet: 6 – 200
Varighed: 20 min.
Kostume: Tilde Knudsen
Skabt i dialog med Nullo Facchini
Værket er skabt som en del af forestillingen The Time Being, produceret af Cantabile 2 og instrueret af Nullo Facchini.
Forestillingen er baseret på Yuval Noah Hararis New York Times bestseller: “Homo Deus – en kort historie om i morgen”, der forudsiger hvor naturvidenskaben er på vej og hvilke muligheder der snart er indenfor rækkevidde, baseret på den nuværende forskning.
Foto: Per Rasmussen
Biografer
Hvis dit liv var en bog, hvad ville titlen så være på dine kapitler?
Du inviteres ind i en udforskning af dit eget liv og vigtige vendepunkter.
Iscenesættes særligt velegnet i et bibliotek, en bogbutik eller lign.
Medvirkende: Siri Haff Andersen
Varighed: 40 min.
Publikumskapacitet: 4 personer
Skabt i dialog med instruktør Nullo Facchini
Værket er skabt som en selvstændig scene i den store forestilling Ord Mellem Rum, der har turneret rundt på biblioteker i Danmark. Ord Mellem Rum er produceret af Cantabile 2.
