Om Sanseværk
Sanseværk blev lanceret i 2017, som en del af Egnsteatret Cantabile 2. Sanseværk var den samlede betegnelse for egnsteatrets aktiviteter for børn og unge, både forestillinger og undervisningsprojekter. Sanseværk var under ledelse af Siri Haff Andersen.
I årene fra 2017 – 2020 udvikledes Sanseværks særlige kunstneriske profil i et tæt samarbejde mellem Siri Haff Andersen og Karolina Pietzrykowska. En vigtig samarbejdspartner var også instruktør Sandra Yi Sencindiver, der var et betydningsfuldt ydre øje på de to kunstneres research og udvikling af det kunstneriske sprog. I dag har Karolina kompagniet Enter Octopus, og Siri og Karolina turnerer stadig sammen med forestillingerne I Stilhedens Favn og På Mørkets Bund.
I 2023 ændrede egnsteatret navn fra Cantabile 2 til Egnsteatret i Vordingborg Kommune, og Sanseværk var stadig en integreret del.
Fra 2025 bliver Sanseværk et selvstændigt kompagni, og bliver et af de 12 kunstneriske medlemskompagnier i scenekunstforeningen og scenekunsthuset Pavillon K.
Siri Haff Andersen er kunstnerisk leder af Sanseværk, og holder rammerne for samskabende processer, der udvikles i tæt samarbejde og lydhørhed mellem de involverede kunstnere. Produktioner søges skabt i en åben og respektfuld ånd, hvor glæden ved kunstnerisk skabelse og omsorg for de skabende er central.